Referat af Generalforsamlingen afholdt
25.05.99
Generalforsamlingen afholdtes kl 20.00 på Trørødskolen.
24 deltagere fra 21 ejendomme deltog i mødet, der afvikledes i
overensstemmelse med foreningens love og refereres således i det
følgende:
1. Valg af dirigent. Bestyrelsens forslag om
valg af Leif Vig blev bekræftet af de fremmødte grundejere.
Dirigenten takkede for valget og kunne indledningsvis konstatere
at generalforsamlingen var indkaldt i overensstemmelse med
foreningens love.
2. Formandens beretning. Formandens fulde beretning kan rekvireres i
sekretariatet og desuden læses på grundejerforeningens
hjemmeside:
http://hjem.get2net.dk/ellekrogen.
I det følgende refereres beretningens hovedpunkter:
Bestyrelsen har bestået af:
- Ulrik Nielsen, formand
- Clarissa Crone,
- Peter Adolphsen,
- Arne Holm, kasserer,
- Søren Karlsen, særlig observatør og
- Bent Knauer, sekretær.
Bestyrelsen har i det forløbne år - afholdt to ordinære
møder og tre underudvalgsmøder. I årets løb er der kommet nye
beboere i nr. 30 og grundejerforeningen kan derfor byde velkommen
til Pernille og Søren Sletsjøe og deres to piger.
De sager, bestyrelsen har behandlet er:
- Vejens tilstand,
- Vejfest,
- Trafik på Ellekrogen og Kohavevej,
- Leveregler og
- Sager vedr. industrikvarteret.
De indre forhold.
Vejens tilstand giver p.t. ikke anledning til særlige
bemærkninger. Bestyrelsen følger udviklingen og sikrer den
bedste udnyttelse af den kommunale vejvedligeholdsordning.
Vejfest.
42 beboere deltog i vejfesten, som blev en stor succes. Formanden
udtrykte stor tilfredshed med arrangementet bag hvilket stod
Irene og Kim i nr 4, Lissi og Henrik i nr 10 samt Hanne og
Christian i nr. 22 bistået af andre beboere. Også i år bliver
der vejfest arrangeret af samme festkomité og formanden
opfordrede alle til at slutte op om denne gode tradition.
Leveregler.
Efter opfordring fra sidste års generalforsamling har
bestyrelsen udarbejdet et sæt leveregler, hvori
almindelige nabohensyn konkretiseres. Disse regler blev udsendt
med invitationen til årets generalforsamling, og var genstand
for en livlig diskussion, der refereres nedenfor.
Opsætning af trafikspejl.
Bestyrelsen har anmodet Søllerød Kommune og Politiet om
tilladelse til at opsætte et trafikspejl over for den nordlige
stikvej for at forbedre muligheden for at se kørende trafik på
Ellekrogen. Svar på vor ansøgning ventes i August 1999.
Opdeling af Folmer Christensens grund.
Grunden er nu delt i to parceller. Kun den parcel, der fortsat er
bebygget, vil få adresse på Ellekrogen. Den anden pt
ubebyggede grund, har kun nogle få meter i skellet ud mod
Ellekrogen. Derfor bad ejeren af denne parcel om at
grundejerforeningen frafaldt kravet om medlemskab af
grundejerforeningen. Det er grundejerforeningen gået med til på
den betingelse, at der ikke etableres en faktisk adgang til
grunden fra Ellekrogen af den nuværende eller fremtidige ejere.
De ydre forhold.
Totax Plastic.
Grundejerforeningen har anket over den ny miljøgodkendelse, som
kommunen har udstedt til Totax Plastic A/S. Sagen er endnu ikke
afgjort, idet den fortsat er til behandling i Miljøstyrelsen.
Grundejerforeningen har i januar klaget til Totax over at der
foregik tømning af affaldscontainere tidligt om morgenen. Totax
udsatte straks tømningen til efter kl 0700.
Oplag langs Nyvang stien.
Vor klage over ulovligt oplag langs Nyvangsstien på
industrisiden behandles fortsat i kommunens byplanafdeling.
Opstilling af mobilantennemast.
Vor klage over opstilling af en antennemast på Staktoften 22
kunne ikke 0imødekommes. Kommunen har dog betinget sig, at
masten kun må være 25 m høj.
Møde på rådhuset ang. forholdene i erhvervsområdet.
Mødet, som var indkaldt af formanden for byplanudvalget
Anne-Marie Wivel, drejede sig især om de specielle forhold, som
grundejerforeningen har påtalt og om problemet lettere
industri. Lokalplanen tillader som bekendt virksomheder,
der kan karakteriseres som lettere industri, at
etablere sig i erhvervsområdet, men lokalplanen fastsætter
ikke, hvor længe en virksomhed i vækst kan forblive i området.
Grundejerforeningen har udarbejdet et referat af dette møde, som
kan rekvireres af interesserede grundejere.
Klage over skorsten.
Den ventilationsskorsten, der er opstillet på Skelstedet 8, er
blevet påført en grå farve, der gør den mindre iøjnefaldende.
Dette var et krav fra grundejerforeningen.
Trafik i området.
Grundejerforeningen har med tilfredshed konstateret, at Politiet
har gennemført adskillige hastighedsrazziaer på Kohavevej.
Foreningen finder derfor ikke anledning til at iværksætte
yderligere initiativer i øjeblikket.
Efter at formanden havde besvaret spørgsmål fra grundejerne,
kunne dirigenten fastslå, at beretningen var godkendt.
3. Diskussion af bestyrelsens forslag til leveregler.
Formanden fremlagde det forslag, der var
udsendt med invitationen til generalforsamlingen. Han lagde vægt
på, at forslaget ikke måtte opfattes som et Ordensreglement
med stramme regler for beboernes adfærd. Det er det gode
tosidede naboskab, der har været i bestyrelsens tanker. Det
betyder at naboer på én gang viser hensyn til hinanden og
tillige viser forståelse for, at naboen en enkelt gang ser sig
tvunget til måske at bruge en motorsav på et uheldigt
tidspunkt.
Levereglerne blev drøftet eet for eet. Flere grundejere deltog i
diskussionen, som især drejede sig om støj (hundeglam, høj
musik), men også om etablering af skilte, der kunne varsko
trafikanterne om børns leg på vejen. Diskussionen endte med
godkendelse af levereglerne i den forelagte form.
Se levereglerne og retningslinier for boligerne
4. Kassereren aflægger regnskab
Kassereren forelagde regnskabet. Da der ikke var bemærkninger
hertil, konstaterede dirigenten, at regnskabet kunne godkendes af
generalforsamlingen.
5. Valg til bestyrelsen
Efter tur skulle Ulrik Nielsen og Bent Knauer afgå, men begge
var villige til lade sig genvælge. Dirigenten kunne konstatere,
at generalforsamlingen kunne tiltræde genvalget af de to nævnte.
6. Valg af revisor
Da Leif Vig ikke længere ønskede at være revisor, foreslog
han, at generalforsamlingen valgte Søren Karlsen. Dette kunne
generalforsamlingen tilslutte
sig.
7. Eventuelt.
Der var kun indkommet et forslag, som drøftedes i forbindelse
med ovenstående diskussion af bestyrelsens forslag til leveregler.
Herefter takkede dirigenten for god ro og orden under
generalforsamlingen, ogformanden takkede dirigenten for god mødeledelse
og forsamlingen for det gode fremmøde og den livlige debat.
Referent: Bent Knauer / Vedbæk d. 14.06.99